Phonotech udvider på mikrodrejning

Nøjagtighed og præcision har altid været i højsædet hos Phonotech. Og det er naturligt basis for virksomhedens løbende maskininvesteringer. Deco-centret og Tornos Micro 8-kortdrejecentret har i de senere år været basen for fremstillingen ...

Nøjagtighed og præcision har altid været i højsædet hos Phonotech. Og det er naturligt basis for virksomhedens løbende maskininvesteringer. Deco-centret og Tornos Micro 8-kortdrejecentret har i de senere år været basen for fremstillingen, men ordreindgangen er efterhånden vokset i et tempo, så der er blevet behov for kapacitetsudvidelse.
Indehaver Johnny Nielsen har set på forskellige løsninger, men særligt én faktor fik væsentlig betydning for hans beslutning:
“Werner Schuhmacher fortalte mig, at Tornos er ved at udfase Micro-serien i forlængelse af at der er skruet op for produktionen af Nano-maskinerne, og så synes jeg det var oplagt at udvide med en ekstra Tornos Micro 8, mens tid var,” siger Johnny Nielsen.
Da Werner Schuhmacher samtidig var begyndt for sig selv med Wernes Import-Eksport, og havde sikret sig Tornos-agenturet, var det også naturligt, at de fortsatte deres efterhånden mangeårige samarbejde, fremhæver Johnny Nielsen: “Jeg er rigtig glad for mine kortdrejecentre, hvor jeg kan arbejde med tolerancer ned til 2 mymeter, og da der er tale om en kapacitetsudvidelse, så var det egentligt en enkelt beslutning, for jeg kender Tornos, Werner Schuhmacher og de øvrige folk,” siger Johnny Nielsen.
“Johnny Nielsen er en tryllekunstner ved drejecentrene, hvad enten det er korteller kortdrejning, og han formår ofte at få produceret emner, som producenten slet ikke havde forestillet sig skulle fremstilles på deres maskiner,” roser Werner Schuhmacher, og fortsætter:
“Når Nano-serien er udset til at være fortsættelsen af Micro 8-løsningerne, så er det egentligt ikke fordi maskinen trænger til en opgradering. Nano-konceptet er en schweizisk tankegang om at alle emner, der indgår i et ur, bortset fra urkassen, skal kunne fremstilles på én maskine – og det er så Tornos´ bud i form af Nano.”

FLERE MINDRE EMNER
Johnny Nielsen har været i virksomheden siden 1987, først som svend og fra 2002 overtog han så Phonotech. Han har således også været med i en lang årrække med CNC-maskiner fra Tornos i produktionen. “Den maskine, der nu er blevet suppleret med den seneste Micro 8, købte jeg i 2008 lige før finanskrisen. Det udfordrer naturligvis en mindre virksomhed, men investeringen er foretaget for tjente penge, ligesom de seneste også er det, og vi har formået at styre igennem de lidt sværere år,” siger Johnny Nielsen, og fortsætter:
“Det gik egentligt ret hurtigt med at komme op i omdrejninger igen, og Decomaskinen kom til for at sikre kortdrejningskapacitet for nogle år siden, og så er der den seneste investering, som gør det muligt for mig at byde mig til også når det gælder lidt større serier,” siger Johnny Nielsen.
Hans ordreindgang er løbende, og der er typiske en leveringstid på mellem 2 og 4 uger. Den stort set ubemandede produktion passer ham fint, for så kan han holde øje med emnernes kvalitet imens maskinerne kører, ligesom de naturligvis ikke behøver stoppe efter syv timer, men når de løber tør for stangmateriel.
“Kapaciteten på særligt mindre emner er opadgående. Deco-maskinen bruger vi i intervallet over 4 til 5 millimeter, mens de to kortdrejere er fra 4 millimeter og ned,” siger Johnny Nielsen, og understreger, at det er han glad for, da det jo ikke ville være godt, hvis en finmekanisk fabrik ikke har fremgang inden for netop finmekanik.

AUDIO OG ELEKTRONIK
Kundesegmentet er primært inden for de audiovisuelle brancher samt øvrige elektronikproducenter. “Det er kunder, der til stadighed efterspørger små emner med stor kompleksitet og fine tolerancer. og så er vi lige pludseligt ikke så mange underleverandører tilbage, der kan være med,” understreger Johnny Nielsen. Han sigter derfor på at specialisere sig inden for segmentet frem for at udbygge kompetencerne til også at omfatte andre emnestørrelser og brancher. “Vi er nogle få underleverandører, der kan de her ting. For kunderne handler det jo om hele projekter, hvor leveringssikkerhed er et vigtigt tema, og derfor kan jeg godt være med i et udviklingsforløb, og få de første ordrer på et emne, for så siden at se, at andre bedre kan håndtere de helt store styktal, når først produktet er kommet på markedet,” fast-slår Johnny Nielsen, og fortsætter: “Det er så ikke altid lykken at skifte, og nogle opgaver returnerer, ligesom der naturligvis også hele tiden opstår ændrede behov, så andre emner kommer ind, og jeg ser ingen grund til at beklage mig over for de nuværende kunder, men håber naturligvis, at jeg med den øgede kapacitet på CNC-kortdrejning kan tiltrække flere, og kører flere større serier.”

Share:

More Posts

WM-Machines er nu med i DAMRC

Den danske Tornos- og Schaublin-repræsentant, WM-Machines, er seneste medlem af DAMRC.
Det betyder også, at når der fremadrettet leveres en CNC-maskine fra firmaet, så tilbydes kunden samtidig optimering ved DAMRC´s specialister, som en del af handelen …

Jens Thing bliver Tornos-CSO

CNC-maskinfabrikanten Tornos Group, der i Danmark er repræsenteret ved WM Machines, får inden for det kommende halve år en dansker i koncerndirektionen.
Det sker, når den hidtidige direktør i Haas Automation Europe, der har hovedsæde i Belgien …

Schweizisk innovation slår igennem hos Schaublin

Det har på flere fronter været et travlt halvår for WM-Machines’ Marcus Refsgaard-Schuhmacher. Sideløbende med at han siden årsskiftet har etableret en række kontakter på det danske marked, til brugere med interesse for Schaublin og Tornos, så skal han …